layoutelementlayoutelement
Gå til forsiden 

Særudstillinger

Horsens Museums særudstilling 2010

 

 

FÆNGSLETS [BERØMTE] FANGER


Anonyme fanger

Statsfængslet i Horsens har gennem årene huset utallige fanger – langt de fleste kender vi ikke – og det skal vi heller ikke. De kom til Horsens, afsonede deres dom og tog fra byen igen som frie mennesker, med et naturligt krav om anonymitet.
Men en lille gruppe af de fanger, der har afsonet deres dom i Horsens, er berømte og deres forbrydelser legendariske.
Nogen har bevidst søgt berømmelsen, blandt andet Carl August Lorentzen, der endog tog navneforandring til Kentmann. Lorentzen var særligt berømt for sine mange spektakulære flugtforsøg, og i udstillingen kan man blandt andet se Lorentzens flugtværktøj, tegninger han har lavet, der illustrerer hans mest berømte flugt og et skilt, han efterlod til fængselsbetjentene.
Andre, som Mouritz Andersen, der blev dømt for Damhus-mordet, er meget modvilligt kommet i rampelyset. Mouritz Andersen fastholdt gennem hele domsforløbet sin uskyld, men endte med at blive dømt skyldig. Og på grund af nyhedsværdien af den ualmindeligt makabre forbrydelse blev han derudover genstand for stor medieopmærksomhed. Efter at han havde udstået sin dom i Horsens, tog han til genmæle ved at skrive en bog med titlen: ”Min kamp for retfærdighed”.
Udover Mouritz Andersen og Carl August Lorentzen har Horsens Museum plukket 6 af fængslets allermest berømte fanger ud. Og i udstillingen er det muligt at læse om personerne og forbrydelserne, samt at se genstande, der knytter sig til de enkelte fanger.


10.000 NYE GENSTANDE



Attrappistol lavet af fange

Med FÆNGSLETS BERØMTE FANGER er det er første gang, Horsens Museum udstiller dele af den samling, som museets modtog fra Direktoratet for Kriminalforsorgen i januar i år. Udover den meget spændende samling, har Horsens Museum i hele 2009 samlet genstande og historier blandt de efterladte ting i fængselsbygningerne, og Horsens Museums Fængselssamling er derfor enestående på verdensplan.

”Nu kan vi simpelthen ikke vente længere med at vise Horsens, hvilke fantastiske genstande og historier, museets medarbejdere arbejder på højtryk med i øjeblikket” udtaler museumschef Anne Bjerrekær. ”Hver dag dukker ”nye” spændende genstande frem af gemmerne, og selvom samlingen endnu ikke er færdig-registreret, har vi valgt at vise et lille udvalg af typiske, uhyggelige, sjove og tankevækkende genstande frem.”

Begge udstillinger er en lille forsmag på en stort planlagt udstilling om justitsminister Peter Adler Alberti, der stod bag danmarkshistoriens største politiske svindelsag. Albertiudstillingen åbner på Horsens Museum i begyndelsen af 2011 i anledning af 100-året for hans ankomst til Horsens, hvor han skulle afsone sin dom på 8 år for bedrageri og falsk.

Udstillingerne kan ses på Horsens Museum fra den 14. juni og resten af året.



Indholdsansvarlig Horsens Museum , horsensmuseum@horsens.dk