layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 
Anna Woge Sørensen ved Vandtårnet
Anna Woge Sørensen ved Vandtårnet, praktikant ved Horsens Museum juni 2008.

Gør-Det-Selv Byrundtur

Prøv en Gør-Det-Selv byrundtur for hele familien!

Nu kan alle prøve en Gør-Det-Selv byrundtur i Horsens. Byrundturen indeholder et kort og 9 poster med opgaver undervejs.
Print kortet og posterne ud og oplev Horsens på en anden måde.
Nedenfor finder du kort, opgaver og svar i Pdf-format.

Turen tager ca. 30 min. – 3 kvarter. Den er tilrettelagt, så børn på 6 år og opefter kan være med.
Byrundturen er også meget velegnet til skolebrug.

God tur og god fornøjelse!

Kort til Byrundtur i Horsens

Opgaver til Byrundtur i Horsens

Svar på opgaverne til Byrundtur


Byrundturen er lavet af Anna Woge Sørensen fra 8. klasse på Sankt Ibs Skole, der var i praktik på museet i uge 24.
Anna Woge Sørensen brugte også et par dage på en arkæologisk udgravning i Torsted, og siger selv om ugen: ”Det har været en meget spændende uge, hvor jeg har opdaget en hel masse nyt om Horsens.
Normalt, når jeg går rundt i byen, tænker jeg ikke så meget over Horsens Historie, jeg går bare rundt og ser på butikker, men i løbet af denne uge er det gået op for mig, at Horsens er fyldt med en masse spændende historier. Samtidig har jeg også været ude på en spændende udgravning fra jernalderen.
Jeg var med til at grave nogle gruber, hvor vi fandt en hel masse potteskår fra lerkrukker, samt nogle brændte knoglerester fra dyr. En grube er et hul, som menneskene fra den tid gravede til enten at smide affald i eller opbevare nogle af deres ting.”


Gør-Det-Selv byrundtur

Søndergade nr.47

• Horsens Folkeblad: Horsens Folkeblad blev udgivet første gang i 1866, men hvem fik ideen til at lave avisen? Ved Horsens Folkeblads bygning er der en skulptur af avisens stifter. Find ud af hvad han hedder, og om han har skæg.

Søndergade nr.32
• Dr. Lindemann: Dr. Lindemann var en meget dygtig læge, som boede i dette hus på Søndergade, og folk kom langt fra for at blive kureret. Udover at være læge samlede han på gamle ting og oldsager fra f.eks. stenalderen, og nogle gange betalte folk ham med gamle ting i stedet for penge, så han til sidst havde en stor samling. I dag har Horsens Museum overtaget samlingen. Hvor meget tror I hans samling fyldte?

En skotøjsæske.
Et skab.
En sal.

Søndergade nr.30
• Bering Hus: Vitus Bering er en meget kendt dansk opdagelsesrejsende, som har kortlagt områder omkring Alaska og Sibirien og opdaget dyrearter som bl.a. søkoen, som ligner en kæmpe sæl. På Søndergade er der et hus, der hedder Bering Hus til minde om Vitus Bering. Øverst på huset er der et billede med dyr fra nogle af de steder, hvor Vitus Bering har rejst. Hvilke dyr er det? På Horsens Museum kan man finde ud af mere om Vitus Berings opdagelsesrejser.

Søndergade nr.17
• Jørgensens Hotel: Før Jørgensens Hotel blev til et hotel, boede der i 1700-tallet en meget rig købmand, som hed Gerhardt Hansen de Lichtenberg. Navnet Lichtenberg er tysk og betyder lys og bjerg. Over den store hoveddør på Jørgensens Hotel sidder hans våbenskjold. Se om du kan finde et billede, der passer til hans navn lys og bjerg.

Søndergade nr.12
• Helms Apotek: Helms Apotek fra 1736 er et af de ældste huse i Horsens. På den side af huset, der vender ud mod Søndergade, er der nogle flotte hvide englehoveder. Tæl hvor mange engle, der er i alt.

Farvergade nr.6
• Synagogen: En synagoge er en slags jødisk kirke. Denne synagoge er blevet bygget i 1867, og har været brugt til synagoge ind til 1898, hvor den blev overtaget af Horsens Kommune og brugt til bolig. Ud mod vejen er der en masse stjerner på huset. Kan du finde alle stjernerne?

Smedegade nr.47
• Horsens Bibliotek: Den bygning, hvor Horsens Bibliotek ligger, har tidligere været tobaksfabrik. Før i tiden brugte man børn i alle aldre til at arbejde på fabrikkerne, men i 1873 blev der lavet en lov om, at man skulle have en bestemt alder for at måtte arbejde på fabrik. Hvor gamle tror du, børnene skulle være for at få fabriksarbejde?

18 år.
14 år.
10 år.

Smedegade 49b
• Den gamle sølvfabrik: Smedegade nr.49b er et fint gammelt bindingsværkshus fra 1817. Det har været ejet af brødrene Winther og Sophus Sørensen, som lavede sølvtøj på Horsens Sølvvarefabrik. Over den gamle træport hænger et skilt, også kaldt en portoverligger. Hvad står der på portoverliggeren?
Huset ligger i baggården til Smedegade nr.49b. Indgang fra Smedegade gennem 49a

Caroline Amalie Lund
• Vandtårnet: Vandtårnet er en meget smuk bygning med mange flotte detaljer, som blev brugt til vandforsyningen i Horsens. I dag bruges vandtårnet til tv og radio-mast. På vandtårnet er der nogle granitskulpturer, som forestiller snegle. Tæl hvor mange snegle der er i alt.
Caroline Amalie Lund tæt ved Højlundsgade.

Indholdsansvarlig Horsens Museum , horsensmuseum@horsens.dk