layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 
CO-VID(EN) 19

VIL DU VÆRE MED TIL AT SKRIVE HISTORIEN?

24. marts 2020

Del din CO-VID(en) med eftertiden!
Museum Horsens og Horsens Bibliotek inviterer alle borgere til at være med til at skrive historien om Coronakrisen, mens den udfolder sig. Her kan du læse mere om, hvordan du kan bidrage med din historie.

Lad os hjælpes ad med at dokumentere HorsensHistorien - mens den sker. Vi deler vores viden i denne tid og kalder det CO-VID (EN)19.

 

På Museum Horsens og på bibliotekerne i Horsens fortæller vi HorsensHistorie. Vi udstiller genstande og fortæller om begivenheder og mennesker, som har været centrale for din, byens og kommunens historie. Lige nu står vi midt i noget, som med ét har ændret hele vores nutid, og som med garanti vil påvirke vores fælles fremtid.

Del din egen oplevelse
Det er på den ene side måske en tid vi helst vil lægge bag os og glemme, men på den anden side også en tid, vi får brug for at forstå, huske og lære af. Midt i karantæner, håndsprittede hænder og tomme gader vil vi derfor gerne høre, hvordan du som horsensianer tackler nedlukningen af Danmark i forbindelse med CO-VID 19 pandemien? Hvordan ser din hverdag ud? Hvad bruger du tiden på? Hvorfor gør du det, du gør?

Det vi søger, er beskrivelser af dine oplevelser her og nu. Det kan være en side fra din dagbog på en helt almindelig dag, eller en dag der skiller sig lidt ud fra de andre. Det kan handle om, hvordan du husker dronningens tale til nationen. Det kan være en idé til et gør-det-selv-projekt, du har lavet derhjemme. Det kan være en gengivelse af en samtale, du har haft med dine børn. Vi kalder det CO-VID(EN); altså en fælles viden om hvad vi som borgere, som by og kommune gør og tænker, mens vi prøver at komme igennem denne svære tid på bedste måde. Og vi håber, at I vil dele jeres tanker med os og med hinanden.

Hvordan deltager man?
Alle historier vil under alle omstændigheder blive gemt; vi skriver vores historie sammen. Nogle af historierne bliver delt undervejs, og så samler vi det i den sidste ende til en bog med et udvalg af vores fælles CO-VID(EN). Du kan dele din CO-VID(EN) ved at:

  • Sende dine anekdoter i pdf-fil, word-dokument eller som direkte tekst i mailen til sape@horsens.dk
  • Oplys dit navn, profession og alder. (Anonymitet er selvfølgelig også en mulighed - meddel blot dette i mailen)
  • Vedlæg meget gerne billeder, der relaterer sig til dine anekdoter

Betingelser
Vi forbeholder os retten til at sortere og udvælge blandt de indsendte anekdoter, anvende indsendte billeder og til at kontakte afsendere for yderligere information Når du har sendt dine anekdoter, har du samtidig givet samtykke til, at Museum Horsens og Horsens Kommunes Biblioteker må udgive det – både på vores sociale medier og i en bogudgivelse. Har du oplyst dit navn, vil det blive krediteret på udgivelsesplatformene. Har du valgt anonymitet, vil dine kontaktoplysninger ikke blive vist.

Bidragsyderne vil blive inviteret til reception i forbindelse med den senere bogudgivelse. Vi indsamler anekdoter, så længe corona-krisen er aktuel, og du er derfor meget velkommen til at sende dit bidrag ind til os allerede nu.

Vælg periode for nyheder
« 2019
seneste 2020
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori