layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 
Sommerferierundvisning

Fængselsmuseet i sommerferien

02. juli 2018

I sommerferien tilbyder Fængselsmuseet gæster i alle aldre en svalende tur i skyggen. Man kan blive opkvikket med gode historier, sjove aktiviteter og masser af kreativitet. Kom med på en rundvisning om Mozart Lindberg, der sad i fængsel i 63% af sit liv, løs opgaver om hverdagen i fængslet og prøv at flygte eller bygge en celle i den digitale verden. 

Rundvisninger: Lindbergs liv: 63% fængsel, 37% frihed

Hvert år tilbyder vi i sommerferien 6 daglige rundvisninger, og i år er bestemt ingen undtagelse. I 2018 er det nemlig 110 år siden, at langtidsfangen Mozart Lindberg gennemførte et spektakulært flugtforsøg, der var meget tæt på at lykkedes. Hertil skulle han bruge et svingbor, et hjemmeflettet reb, et hjemmesyet jakkesæt og den helt rigtige timing. Det sidste manglede desværre. Til gengæld fik Lindberg masser af tid i fængslet, hvor han blev berygtet for sine vaner og stærke meninger. Vi har samlet de bedste historier, som vil blive fortalt på en tur rundt i - og uden for - Fængselsmuseet. Anbefales fra 8 år.

 

Familieaktivitet: Fængslet for børn

Som noget nyt i år tilbyder vi en ganske speciel aktivitet for børn i alderen 4-10 år og deres voksne. Med en helt speciel nøgle kan I få adgang til nogle særlige film, hvor en langtidsfange fra Enner Mark Fængsel fortæller om sin hverdag i fængslet. Og så har han sjove opgaver, som skal løses. Prøv for eksempel en fangedragt, led efter hemmelige beskeder eller skjulte ting, skab jeres eget ulovlige spil og flygt gennem en tunnel. Anbefales for børn mellem 4 og 10 år, men alle er velkomne.

 

mediaLab: Vær kreativ med green screen og VR-briller

Hver fredag og lørdag er der højt til loftet og ingen hindringer, når vi slipper fantasien løs i mediaLab. Om fredagen indretter vi vores filmstudie med green screen, hvor du kan filme din egen flugt fra fængslet. Om lørdagen kan du være arkitekt på din helt egen digitale 3D-celle og flytte ind i den med Virtual Reality-briller på. Har du brug for hjælp eller kreative ideer, står en af museets undervisere klar til det hele. Begge dage anbefales for alle kreative sjæle.

 

Praktisk information

Fængselsmuseets sommertilbud starter mandag d. 2. juli og finder sted alle ugens 7 dage i ugerne 27-32. Rundvisningerne tilbydes dagligt 6 gange om dagen. Varighed ca. 60 min. Pris kr. 35 pr. person, når entréen er betalt. Familieaktiviteten tilbydes dagligt og mediaLab er åben fredag og lørdag fra 11.30-14.30. Begge aktiviteter er gratis efter betalt entré.

Få mere information og bestil billet på www.fængslet.dk eller tlf. 76 10 00 11.

 

 

Yderligere information

Fængselsmuseet tlf. 21 28 86 48, faengselsmuseet@horsens.dk

Vælg periode for nyheder
« 2017
seneste 2018
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori