layoutelementlayoutelement
Banner Horsens Museum 
(Foto: Tove Yde, Endelave Lægeurtehave)

Levende Kulturarvs-SPOR

01. juni 2012
Pressemeddelelse

Endelaves kaniner driller dronningen…

Øens levende kulturarv driller forberedelserne til festlig markering af projektstart.

Overskriften kræver en forklaring:

Når Dronning Margrethe på lørdag afslutter forsommerens togt med Dannebrog, sker det med et besøg på øen Endelave. Her er det planen, at Dronningen skal se det første af en lang række 6 meter lange kæmpefodspor, som fra Lægeurtehaven på Endelave skal brede sig mod nord op gennem de fire østjyske kommuner Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers. De fire kommuner, som udgør det østjyske vækstbånd, har i foråret underskrevet en fireårig kulturaftale med Kulturministeriet, og en del af aftalen hedder: ”Levende Kulturarvs-SPOR”. I det projekt samarbejder de kulturhistoriske museer med naturskoler og naturcentre i kommunerne om en øget formidlingsindsats – også via alle de nye elektroniske medier.

De store farverige fodspor bliver synlige symboler for projektet, som gennem mangfoldige fortællinger ude i landskabet vil sætte fokus på både synlige og svært erkendbare spor af natur- og kulturarv. Fodsporene vil blive placeret ved de deltagende institutioner samt ved relevante partnere og på steder med en god historie.

Og nu tilbage til Endelave, der er kendt som hjemstedet for tusindvis af vilde kaniner. Og kaninernes tilstedeværelse er i høj grad levende kulturarv, da de er indført af mennesker . Lederen af Lægeurtehaven Tove Yde havde med omhu udvalgt persille og tagetes til det store fodspor i haven, da det erfaringsvis ikke står på kaninernes menukort. Noget tyder dog på, at lige netop den plantede tagetessort tiltrækker kaninerne, så det har været nødvendigt at indhegne fodsporet, så det kan stå frodigt på lørdag. Men hævnen er sød: for det er sandsynligt, at der er kanin på tallerkenen, når Dronningen lørdag indtager sin frokost på øen.

Fodspor Endelave
(Foto: Tove Yde, Endelave Lægeurtehave)

Faktaboks:
Under den fælles overskrift DEN LEVENDE KULTURBY har KULTUREGION ØSTJYSK VÆKSTBÅND i form af kommunerne Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens indgået en kulturaftale for årene 2012-2015. Pengene til projekterne under kulturaftalen kommer halvt fra Kulturministeriet og halvt fra kommunerne.
Med delprojektet ”Levende Kulturarvs-SPOR”, som i de fire år har et samlet budget på tre millioner kroner, sættes fokus på kulturarvsspor i landskabet, og her er tale om både i naturen og i byen. Bjergbestigninger, cykelture og vandreture skal på en ny og anderledes måde synliggøre de spændende historier, som museums- og naturfolk i kulturregionen ligger inde med. Både via den direkte personlige formidling, samt gennem brug af moderne teknologi.

Ved besøget på Endelave vil Regentparret blive orienteret om projektet af museumschef Anne Bjerrekær og museumsinspektør Anders Horsbøl Nielsen begge fra Museum Horsens.
Andre delprojekter under DEN LEVENDE KULTURBY er: ”Levende ungekultur” og ”Levende byrum”.

Yderligere oplysninger om projektet ”Levende Kulturarvs-SPOR” kan fås ved henvendelse til museumsinspektør Anders Horsbøl Nielsen, Museum Horsens, musah@horsens.dk, 76292357 / 20801371. 

Vælg periode for nyheder
« 2015
seneste 2016
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori