/NetmesterScripts/horsens.html
layoutelementlayoutelement
Forside 
       
Det tidligere Statsfængsel i Horsens en sneklædt dag i december 2009. Når man sammenligner med postkortet fra 1905, nedenfor, er det tydeligt, at der er sket meget få udvendige ændringer med den smukke bygning, siden den blev opført i 1853.

Horsens Museum får 300.000 kr. til 3D-laserscanning af fængslet

04. januar 2010
Kulturminister Carina Christensen har netop uddelt Tips- og Lottopuljen for 2009, og af de beskedne 2,5 millioner kr. der i år var til uddeling gennem Kulturarvsstyrelsen, blev der bevilliget hele 300.000 kr. til Horsens Museum.

Pengene er øremærket en storstilet 3D-laserscanning af det tidligere Statsfængsel i Horsens, som sammen med udvalgte genstande fra Fængselssamlingen vil kunne opleves på Horsens Museums hjemmeside til efteråret.

Facade 1905
Tugthusets facade som den tager sig ud på et postkort fra 1905.
(postkort fra HorsensByarkivs samlinger). 

Horsens Museum sikrer fængslets historie
Horsens Museum ser bevillingen som et stort skulderklap fra Kulturarvsstyrelsen til den satsning museet gennem de sidste år har iværksat, for at sikre de autentiske genstande og historier fra det gamle Statsfængsel, så de i fremtiden kan bruges i en seriøs formidling af historien omkring lov og straf. Samtidig er man på museet glade for bevillingen, da det giver museet mulighed for at fortsætte dokumentationsarbejdet på højeste niveau med brug af den nyeste teknologi.

3D-laserscanning af bygninger er en meget præcis opmålingsform, og Horsens Museum bliver blandt de første i Danmark, som benytter denne teknik til registrering af en historisk vigtig bygning. En scanning er af meget stor betydning lige nu, da bygningerne ikke er fredede, og en kommende renovering givetvis vil ændre den karakteristiske facade, som ellers har stået så godt som uændret i de sidste 156 år.

Scanningerne vil også blive brugt på www.horsensmuseum.dk, hvor gæster, også mens Fængslet renoveres, vil kunne bevæge sig rundt i en virtuel udgave af fængslet. Samtidig vil museet trække informationer fra Museernes Samlinger, www.kulturarv.dk/mussam , det centrale register over museumsgenstande på danske museer, så man på en rundtur på egen hånd omkring og i det virtuelle fængsel får mulighed for at se billeder af facader, interiører og genstande, læse historier om dem og også høre lydbidder af interviews med tidligere ansatte. Kulturarvsstyrelsen har tidligere bevilget penge, så museumsgenstande i Fængselssamlingen kan blive digitalfotograferet og gjort tilgængelige på Museernes Samlinger.

 4 vest, opholdsrum
Opholdsrummet her, er et eksempel på et af de mange rum, hvor Horsens Museum har samlet genstande ind. Opholdsrummet ligger på 4. vest, i daglig tale "Rocker-gangen", og det var på denne cellegang medlemmer af Hells Angels sad, de sidste år fængslet var i funktion. Bevillingen betyder at fotografier og historier om interiører og genstande, sammen med 3D-scanningerne, vil kunne ses på museets hjemmeside engang i 2010.

Igen penge til Horsens Museum fra Kulturarvsstyrelsen
Det er anden gang på kort tid, at Horsens Museum har modtaget midler fra Kulturarvsstyrelsen til tværgående projekter med eksterne samarbejdsparter.
For 2 uger siden var det museets arkæologer, der fik penge til undersøgelse af middelalderlig stålproduktion. Denne gang gennemføres projektet af museets ansatte i samarbejde med COWI, som skal lave scanningerne, og Wonderland Interactive, som skal designe den interaktive brugerflade.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til museumsinspektør Maria Berg Briese på tlf. 30 51 90 92.


Vælg periode for nyheder
« 2011
seneste 2012
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori