layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 

Landsbyer, hovedgårde og enestegårde

Landsbyer, hovedgårde og enestegårde
Indtil omkring 1800 var bebyggelsesbilledet uden for købstæderne karakteriseret af landsbyer, hovedgårde og enestegårde. Landsbyerne var den helt dominerende bebyggelsestype. I Amtet havde landsbyerne i gennemsnit godt otte gårde, men tallet dækker over stor variation. De større
landsbyer med 10-20 gårde lå især i den østlige frugtbare del af Amtet. Den største, Erritsø ved Fredericia, havde 40 gårde, dernæst Endelave med 37 gårde.  
Gård i Aggestrup
Gård i Aggestrup 
Modsat var landsbyerne i den vestlige del gerne mindre og løst opbyggede, og i de stærkt hedeprægede egne var enestegårde almindelige bebyggelser bestående af en eller to gårde. Det skal retfærdigvis anføres, at enestegårdene i adskillige tilfælde havde flere brugere, dvs. at to eller flere familier var bosat på samme gård. De udpegede enestegårde i den østlige del af amtet er relativt store Hovedgårdslignende enheder.  Fåruphus, enestegård
Fåruphus, enestegård
På kortet fremgår det, at der er stor forskel på udbredelsen af hovedgårde i Amtet. I området nord og vest for Vejle fandtes mange hovedgårde. De betydeligste var de store hovedgårde Boller og Bygholm som i 1686 havde henholdsvis 171 og 115 fæstegårde, svarende til 1003 og 702 tønder fæstehartkorn udover selve hovedgårdenes hartkorn. Dernæst kom Palsgård, Barritskov og Rosenvold med 374, 259 og 216 tønder hartkorn. Alle lå ved kysten på Bjerre-halvøen med rige skov og agerressourcer i baglandet. Indenlands fandtes også betydelige hovedgårde som fx Urup og Ussinggård, men så snart man bevægede sig ud på heden tyndede det stærkt ud i antallet og størrelsen af hovedgårdene. Ved udpegningen af hovedgårds-kulturmiljøerne er det forsøgt at illustrere bredden og både fange de store, markante anlæg fx Tirsbæk samt de mindre og ydmyge, fx Søndersthoved.

Fruetoft i Brøndsted
Fruetoft i  Brøndsted
I området syd for Vejle og nord for Horsens forekommer hovedgårde stort set ikke. Der skyldes især den jagtinteresserede Frederik II, som i perioden 1572 til 1584 mageskiftede sig til et sammenhængende jagtområde, en vildtbane.
Efter reformationen havde kronen overtaget de gejstlige besiddelser og kongen havde derfor mange jorder at bytte med herregårdene.
Nogle af de nytildragede herregårde blev nedlagt, andre blev delvis udstykket og fortsatte som fogedgårde, som kongen forpagtede til ”skovridere”, der skulle holde opsyn med vildtet og skovene. Vildtbanens territorium blev markeret ved høje træpæle, senere stenstøtter. Omkring den privatejede enestegård, Testrup, der lå indkapslet i Skanderborg Rytterdistrikt, findes en mængde kontra-vildtbanesten, der skulle forhindre kongelig jagt indenfor ejerlavet. Kongsbønderne havde generelt bedre kår end almindelige fæstebønder, fordi hoveriet blev afløst af en pengeafgift og således slap de for den store arbejdsbyrde på hovmarkerne.

 

Svenskekrigene og den efterfølgende pestepidemi lagde mange gårde øde på Vejle-egnen, navnlig i Tørrild og Jerlev Herred, men allerede i slutningen af 1600-tallet var de fleste gårde på fode igen. Krigene affødte en hærreform i 1670, hvor en del af kronens gods udlagdes som 12 rytterdistrikter. To af disse blev udlagt i Koldinghus og Skanderborg, hvilket fremgår tydeligt af tabellen over besiddelsesforholdene i amterne omkring Vejle i 1688.  Williamsborg
Williamsborg 
På rytterdistrikternes fogedgårde boede obersterne og distrikterne virkede, med forskellige omlægninger af rytteriets underhold, indtil 1765-1769, hvor godset blev solgt på auktioner. Hermed fik kongsbønderne, som de første, mulighed for at blive selvejere – en status der først blev almindelig for de øvrige fæstebønder de følgende ca. 50 år i forbindelse med de store landboreformer.


Figurtekst: Gårde, huse, hartkorn og dyrket areal 1683 i herreder indenfor det nuværende Vejle Amt. I parantes er anført hvilket amt herredet dengang tilhørte: K = Koldinghus, St = Stjernholm, Sk = Skanderborg og Si = Silkeborg. Kilde: H. Petersen 1928