layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 

Industri- og råstofmiljøer

Industri- og råstofmiljøer
I Vejle Amt var næsten alle industrivirksomheder knyttet til åernes vandkraft indtil ca. 1840. Ser man bort fra kornvandmølleriet, der begyndte i middelalderen (behandlet ovenfor), så var det først i løbet af 1700-tallet, at nye industrigrene fik fodfæste. Ved Dalover, Randbøldal, grundlagde storkøbmanden Gerhard de Lichtenberg i 1732 Engelsholm Papirmølle. I 1741 anlagde franskmanden major Pierre d´Andischon Haraldskær fabrik til produktion af bl.a. jern- og kobbervarer. En fabrik som Lichtenberg overtog godt ti år senere. Ved Grejs Mølle begyndte man i slutningen 1770’erne at levere klæde til garnisionen i Fredericia. Flere tekstilmøller fulgte i kølvandet og Grejs Ådalen udviklede sig i begyndelsen af 1800-tallet til et landsdelscentrum for tekstilfabrikation. Efter tysk opfindelse i 1840erne begyndte man at anvende træslib til papirfremstilling. Kongerigets to første træsliberier blev anlagt i Vejle Amt, i 1865 på Vingsted Mølle (W. Rentzmann) og 1866 på Vilholt Mølle (H. H. Holst). Begge udvidede med søsterfabrikker i årene efter hhv. Haraldskær og Klostermølle.

Højrup Mejeri
Højrup Mejeri

En industrivirksomhed skal have mindst seks ansatte for at optræde i industristatistikken. Det havde smeden aldrig. Til gengæld var han lige ved hånden. Omkring år 1900 var der over 400 smedjer i Amtet, i gennemsnit fire pr. sogn. I de større stationsbyer lå den ”industrielle smed” – maskinværkstederne sammen med cementstøberier, trævarefabrikker o. lign., mens jernstøberierne typisk lå i købstæderne.

Langt hovedparten af regionens ca. 50 savværker kendes først fra begyndelsen af 1900-tallet. Mange opstod på ældre vandmøller som omlagde eller supplerede produktionen i et forsøg på at overleve i konkurrence med kornmølleriet på de hollandske vindmøller. Savværkerne lå som regel i udkanten af skovområder, tæt på råstofkilden. Af samme grund findes ingen savværker i Amtets vestlige hedeegne, hvor nåletræsplantagerne først skulle blive gamle og egnede til hugst.

Skovbankgård Teglværk
Skovbankgård Teglværk

Den måske mest almindelige landindustri var andelsmejerierne, der for hovedpartens vedkommende blev anlagt ca. 1885 til 1920. Sammen med møllerne udgjorde mejerierne hjørnestenen i andelslandbrugets forarbejdningsvirksomheder. Mejerierne anlagdes også tæt på råstoffet; den let fordærvelige mælk tålte ikke lang transport uden afkøling. Omtrent hvert sogn havde et mejeri, ja nogle sogne endda to eller flere. I sogne hvor Indre Mission eller De stærke Jyder stod stærkt oprettede de egne, søndagshvilende mejerier. Her var arbejdet bandlyst om søndagen, der i stedet skulle bruges på andagt. Allerede i mellemkrigsårene begyndte de første mejerisammenlægninger, der første til nybygning af større og ofte mere monumentale mejeribygninger med mejeribestyrerbolig. Slagterierne var langt fra så mangfoldige som mejerierne.

Landets første andelsslagteri blev anlagt i Horsens 1887. I amtet fulgte siden Kolding 1888 og Vejle 1909, Give 1929. Et af verdens mest moderne slagterier er nyligt opført i Horsens af Danish Crown. I Farre og Gedved findes desuden store fjerkræslagterier.

Hedelund Stenleje
Hedelund Stenleje

Teglbrændingsteknologien kom hertil i middelalderen. Helt frem til begyndelsen af 1800-tallet var
teglsten et eksklusivt byggemateriale, som primært var forbeholdt kirke-, borg- og herregårdsbyggeri. Fra ca. 1840 skete der en stærkt vækst i behovet for teglmaterialer i land og by til nye grundmurede huse og gårde med tegltag og efterhånden også teglrør til dræning.
Fra 1860erne vinder de nye ringovne frem til på bekostning af de gamle brændelsslugende kammerovne. I 1959 indførtes tunnelovne, som var meget arbejdskraft besparende og brændingen lettere at styre. Teglværkerne reduceredes herefter drastisk, både pga. rationalisering og konkurrence fra andre byggematerialer som tagpap, eternit, cementsten og betonelementer.
Langt hovedparten af Amtets 152 registrerede blev anlagt i ca. 1860-1900. Allerede i 1970 var der kun en håndfuld tilbage og i dag findes fire forfaldne værker med tilgroede lergrave ved Give, Ejstrupholm, Gammelstrup og Tørring.

I Amtet blev hundredevis af små mergelhuller gravet igennem 1800-tallet og første del af 1900-tallet. Merglen blev spredt på lokale marker for at hæve jordens surhedsgrad. Gravene er siden opfyldt eller ligger tilbage som små dybe tilgroede vandhuller. Ved Stilbjerglund er efterladt en sø efter et større mergelleje, som virkede fra 1886 til ca. 1930, og hvorfra man via faste spor førte mergel til Grindsted og Grene. Hedeselskabet begyndte i 1901, at koordinere udlejning af lette, flytbare spor til mergelbaner med tipvogne trukket af heste eller små damplokomotiver.
Dortheasminde Asfaltfabrik
Dortheasminde Asfaltfabrik

I amtet fik virksomheden betydelig succes i vesteregnen mellem Vejle og Kolding, fordi man kunne nå mange lodsejere og udnytte små mergelforekomster. Netop sporenes mobilitet gør dog, at levnene i dag er begrænsede til spredte større mergelgrave ved fx Jerlev, Søvind, Enner og Boring.

I slutningen af 1800-tallet lå der bl.a kalkbrænderier eller –værker ved Hammersholm, Taulov, Vinding, Juelsminde og Hovedgård og kalkovne både udenfor Fredericia og i Kolding. De største grusgrave findes ved Dons, Ørum, Nim (Hedelund) og på hedesletten ved Løsning og Hedensted.

Tørvegravningen har ligesom mergelgravene en spredt, lokalt karakter. Enkelte steder opstod dog egentlige tørvegravningsindustrier, bl.a. i Knudsbøl Mose og Boest Mose. Den største og meget interessante tørvegravningsmiljø findes også omkring Rævlingmose. Her udvikledes småbyerne Store Vorslunde og Øgelund omkring 2. Verdenskrig, da tørvegravningen var på sit højeste. Pga. brændselsknaphed under verdenskrigene forsøgte man også at udvinde brunkul som supplement til mosetørv. Der er enkelte spor efter denne aktivitet ved Ejstrupholm.

Fredericias beliggenhed som knudepunkt mellem Jylland og Fyn har ikke kun medført store infrastrukturanlæg til transport i form af broer, motorveje og jernbaner. Også den fossile energiforsyning er efter 2. verdenskrig blevet tydelig i fæstningsbyens udkanter i kraft af bl.a. Skærbækværket og det fascinerende olieraffinaderi nord for byen. 

 Shell raffinaderi i Fredericia
Shell raffinaderi i Fredericia