layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 

Endelave kystmiljø, landsby og rekreation

 83.

Endelave fortæller i sin helhed om samfundets udvikling fra stenalder til i dag. På øen findes stadig spor fra oldtid, middelalder, renæssance og nyere tid – om kystkultur, landbrug og rekreation. Det hele presset sammen indenfor de forholdsvis beskedne fysiske rammer som øen altid har udstukket. Endelave er en flad boomerangformet ø i Kattegat med et areal på godt 13 km2 og højeste punkt, Snekkebjerg, er kun knap 8 meter.    Louisenlund
Øen består af en morænekerne, der ved havets fascinerende kraft er blevet afhøvlet og sammenkittet af marine forlande: de tre spidser, Kloben, Lynger og Øvre.

Endelave

Øvre på nordspidsen er et fredet vaskebræt af strandvolde, hvor vegetationen varierer mellem strandenge, hede, lange tynde småsøer og fyrrekrat. Fund af bopladser og skaldynger næsten hele vejen rundt om kysten illustrerer, at øen har været beboet siden ældre stenalder. Ikke langt øst for gården Bremå findes en fredet helleristning fra bronzealder. Ikke langt herfra ligger Snekkebjerg. Et navn, som indikerer, at man i nærheden havde en landingsplads for snekker, vikingetidens langskibe. Og det stemmer overens med fundet af en vikingetidig boplads nær gården Kongsager. Desuden findes spor på strandengen ved Lynger, der er tolket som højryggede agre. Øen nævnes første gang i Kong Valdemars jordebog 1231 med navnet ”Øndælaghæ”. Navne som Kongsbo og Kongevejen fortæller om øens historie som krongods, men besiddelsesforholdene har været ganske omskiftelige. I den roligere, beskyttede vestlige bugt findes landsbyen Endelave By. Den ligger helt ud til kysten med et stort sammenhængende bagland af god agerjord. I 1688 bestod byen af 37 gårde og fire huse, amtets næststørste landsby på denne tid. Landsbyen blev udskiftet i 1796 med en kompliceret udskiftningsstruktur, der skulle sørge for, at alle fik lige del i både ager og eng og omtrent halvdelen af gårdene blev udflyttet. Mange diger og levende hegn er bevaret syd for landsbyen, hvor de stråler ud i en kamstruktur. 
 
Udsigt over Endelave by

I 1797 ved sammenlægning af to gårde, oprettes lystgården Louisenlund i det sydøstlige hjørne, som Stensballegårds ejer (se evt. nr. 75) kunne benytte ved besøg på øen. Her ligger også øens eneste rester af gammel løvskov (Troldeskoven), som i slutningen af 1700-tallet blev stærkt forhugget for egetømmer til bygning af krigsskibe. Størsteparten af Louisenlunds agerjord blev udstykket til husmandsbrug af jordlovsudvalget i 1938. Louisenlund var en periode hjemsted for løvetæmmeren Hjalmar Olsen, men har siden 1948 fungeret som lejrskole.
Endelave By er øens sociale og kommercielle midtpunkt – et mikrokosmos. Husene og gårdene fordeler sig langs en T-formet bygade i et forløb, der endnu er bevaret. Vestermølle opføres vest for byen i midten af 1800-tallet, men er nu nedrevet. I 1888 åbnes Endelave Andelsmejeri. I samme periode bygges en kaj og en anløbsmole med færgehavn for enden senere suppleret med fyrtårn og to ledefyr. Missionshus og skole opføres 1905. Skolen udvides 1962.
Telefonforbindelsen kommer først til øen omkring 1920 og elektricitetsværket i 1930. Forsamlingshuset virkede i en periode også som gæstgiveri i konkurrence med kroen.
Præstegården er opført i 1741 og fungerer nu som museum. Kirkens kor og skib er opført i 1300- årene og indeholder bl.a. en fin bevaret fladbuet teglmuret døråbning med dør (o. 1550) af egeplanker og jernbeslag. Prædikestol og altertavle er fra hhv. 1575 og 1590. Tårnet er fra 1931.

I 1960’erne etableredes en landingsbane ved vestkysten nær Kloben, og i 1970’erne blev et mindre område vest for Lynger Hage udstykket til sommerhuse, kaldet Lynger Strand.

Sårbarhed: Kulturmiljøet, hele øen, er sårbar over for ændringer i arkitektur, bebyggelsesstruktur, veje, diger, hegn og omgivelser. De højryggede agre og andre oldtidslevn er desuden sårbare overfor terrænændringer og slørende beplantning.