layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 
Statsfængslet i Horsens
Tugthuset i Horsens omkring 1900, set fra sydøst

Fængslets Historie

Tugthuset kommer til Horsens
For mere end 150 år siden, nærmere bestemt den 20. maj 1853, rejste 40 mænd fra Viborg til Horsens, hvor de skulle bo de næste år af deres liv.
Deres rejse var dog ikke helt frivillig.
Mændene var nemlig tugthusfanger fra Viborg Tugthus, som skulle blive de første fanger i det nye, men ikke helt færdigbyggede, Tugthuset i Horsens, senere kaldet Statsfængslet i Horsens.
Kun tre af fængslets planlagte fire fløje var bygget færdige den 20. maj. Den sidste fløj, østfløjen, byggede fangerne færdig i løbet af det første år.

Personale foran hovedbygningen
Personale foran hovedbygningen omkring 1903

Men hvorfor blev der i det hele taget bygget et nyt fængsel?

For at få svaret på det, skal man tilbage til midten af 1700-tallet, hvor reformtanker vedrørende straffesystemet blev udviklet i England.
Det betød, at fængslers opbygning og funktion ændrede karakter flere steder i verden, idet man i resten af Europa og USA blev inspireret heraf.
Straffesystemet havde indtil da anvendt afstraffelse som afhugning af lemmer, pisk, hængning, fredløshed eller tvangsarbejde, ofte på livstid, men i løbet af århundredet begyndte man at få nye tanker om, at man, ved at straffe med frihedsberøvelse i stedet, kunne gøre det muligt at forbedre menneskene bag forbrydelserne.
Også i Danmark begyndte man at ændre syn på straf og forbrydere.

I 1840 blev der derfor nedsat en dansk kommission, som skulle ”… søge at realisere det formål, at fængslingen ikke alene virker som en afskrækkende straf, men tillige bliver til forbryderens moralske forbedring”. Man diskuterede hvilken form for strafafsoning, der var den bedste.
Nogle af kommissionens medlemmer tog på rejse i Vesteuropa for at undersøge fængelsforholdene der og få inspiration.
Turen gik til Tyskland, Belgien, Frankrig, Schweiz og England, hvor man, ligesom i Danmark var ved at omorganisere fængselsvæsenet. Her, såvel som i Danmark, diskuterede man specielt brugen af to forskellige systemer, der, med inspiration fra Englands 1700-talsreformer, begge var udviklet i USA.
I disse to systemer var det formålet, at fangerne skulle opdrages religiøst og forbedres moralsk. I begge systemer var metoderne isolation, disciplin og hårdt arbejde. Forskellen mellem de to systemer var graden af isolation.

Tugthuset i Horsens omkring 1905 
Tugthuset i Horsens omkring 1905

Det ene system blev kaldt det Philadelphiske system.
Det stammede fra Cherry Hill-fængslet i Philadelphia i staten Pennsylvania. Her havde man i 1820’erne bygget det første egentlige fængsel, der var opbygget af celler, som vi kender det fra i dag.
Dermed gik man væk fra den daværende almindelige fængselsform, hvor fangerne sad sammen i store, åbne rum.
I det Philadelphiske fængsel levede fangerne i total isolation i deres celle både dag og nat.
De arbejdede alene i cellerne og fik kun besøg af fængselspræsten. Skulle de transporteres rundt i fængslet, var deres ansigter dækket, så fangerne ikke kunne genkende hinanden.
Med sig selv som det eneste selskab, var det meningen, at fangerne skulle angre deres forbrydelse og derigennem forbedre sig.

På samme tid opstod det andet system, der blev kaldt det Auburnske system.
Det kom fra Auburn-fængslet i staten New York. Også her var der tale om et cellefængsel, men her var fangerne kun isoleret i cellerne om natten, mens de om dagen arbejdede i fuldstændig tavshed i fælleslokaler. 

 Fængslets kirke
Fængslets kirke omkring 1903. Kirken var dengang bygget op, så fangerne ikke kunne se hinanden under gudstjenesten, men sad isolerede i hver deres bås.

I Danmark var der meget stærke fortalere for begge systemer, og der var lange diskussioner om, hvilket system man skulle anvende. Til sidst enedes man dog om et kompromis, og den 25. juni 1842 udgik en kongelig resolution, der fuldstændigt reformerede og moderniserede det danske fængselsvæsen – og som dermed lagde grundstenen til Statsfængslet i Horsens.

I resolutionen blev det nemlig bestemt at bruge både det Philadelphiske og det Auburnske system.
Det foregik på den måde, at fanger, som skulle afsone kortere straffe, skulle indsættes i forbedringshuse indrettet efter det Philadelphiske isolationsprincip, mens tugthuse af Auburntypen skulle huse langtidsfanger.
Man besluttede, at et forbedringshus skulle bygges på Sjælland (Vridsløselille Statsfængsel, der blev åbnet i 1859), mens et tugthus skulle bygges i Jylland.
Men hvor i Jylland?

Selvom et fængsel for nogle jyske borgere ville være en skamplet på byen, var der også mange, der pressede på for at få tugthuset bygget i lige netop deres by.
Der var nemlig god økonomi i det, da et sådant byggeri ville skaffe mange arbejdspladser, både under opførelsen og bagefter. 

 Fanger på arbejde
 Fanger på arbejde i fængslet omkring 1903. Her forbereder de garn til brug i fængslets væveri. Den stående mand var værkmester og altså ansat på fængslet.

I 1842 havde Horsens mistet sin status som garnisonsby, da Det Slesvigske Kyrasserregiment var blevet opløst.
Det havde kostet mange arbejdspladser, og Horsens by var derfor meget opsat på at få tugthuset til byen.
Horsens anmodede derfor, som mange andre jyske byer, om at få placeret tugthuset i netop deres by. Som bekendt løb Horsens af med sejren og i 1847 begyndte opførelsen af Tugthuset i Horsens, senere kaldt Statsfængslet i Horsens, på det område, hvor kyrassererne tidligere havde holdt til. 

 Statsfængslet set fra syd
Fængslet set fra syd omkring 1903

Fængslets opbygning
At Statsfængslet i Horsens blev oprettet efter det Auburnske system, havde stor betydning for byggeriets arkitektur.
Selvom fængslet i løbet af de sidste 150 år er blevet ombygget, udbygget og tilbygget, har fængslet dog nogenlunde beholdt sin oprindelige form med fire fløje og en midterfløj. 

 Grundplan over 1. etage
Grundplan over 1. etage i Statsfængslet i Horsens. Her kan man se fængslets opbygning med nord-, syd-, vest-, øst- og midterfløj.

I 2006, da Statsfængslet i Horsens lukkede, var der cirka 175 fanger, men i 1800-tallet var der plads til 500.

De 40 fanger, der ankom den 20. maj 1853, fik hurtigt selskab, og i løbet af de første dage nåede antallet af tugthusfanger op på knap 100 mand. De var blevet overført fra Viborg Tugthus samt Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn i København.
Allerede i 1858, fem år efter indvielsen, var der omkring 500 fanger i fængslet, og fængselsledelsen måtte meddele Justitsministeriet, at man ikke havde plads til flere. 

 Tavle med billeder
Tavle med fotografier af fangerne omkring 1903.

Indtil 1933 boede fangerne i såkaldte natceller i fængslets øst- og vestfløj. Cellerne var kun beregnet til at være i, når arbejdsdagen var slut, og med deres 3,2 kvadratmeter var de så små, at der næsten kun var plads til en seng.
Derudover var cellerne placeret i midten af bygningen, så der kom næsten ingen luft og intet lys ind. 

 Natcelle
Natcellerne omkring 1903.

Da Viborg Tugthus blev nedlagt i 1874, udvidede man fængslet i Horsens med 48 celler, idet interiøret blev flyttet fra Viborg Tugthus til Tugthuset i Horsens.
Pladsen til interiøret blev skaffet, ved at midterfløjen blev forlænget, så den blev bygget sammen med nordfløjen. Gangen mellem de nye celler var et stort åbent rum i alle fire etagers højde. Arkitektonisk fulgte man det såkaldte panoptiske princip, som tilstræbte et stort overblik.
Det betød, at overvågningen af fangerne kunne klares af få vagter.
Fangerne var samtidigt ude af stand til at vide, om de blev overvåget eller ej, og fik således indtrykket af en usynlig, men konstant overvågning.

Midterfløjens cellegang
Midterfløjens cellegang på 2. etage omkring 1903. Den forreste mand er fængselspræst Broe.

I 1930 kom der en ny straffelov, som introducerede begrebet fængsler og forenklede straffesystemet.
Dermed gik man bort fra den tidligere skelnen mellem tugthus- og forbedringshusstraffe, som var blevet indført med 1842-resolutionen. Tugthuset i Horsens skiftede navn til Statsfængslet i Horsens, og man påbegyndte en større ombygning, som skulle opfylde den nye lovs krav.

Efter den nye 1930-straffelov skulle fangerne have andre forhold.
Derfor rev man mellem 1933 og 1935 øst- og vestfløjens 376 natceller ned og erstattede dem med 288 eneceller på 6,3 kvadratmeter og nu med vindue. Som i 1853 var fangerne indtil lukningen i 2006 dog stadig låst inde i deres celler om natten. Cellerne havde ikke toilet, kun cellerne på sygeafdelingen havde vaskekumme. Bad foregik på fælles badeværelser på gangene.
Frem til midten af 1950´erne var gangene indrettet som panoptiske korridorer. Denne form for indretning kan endnu ses i fængslets midterfløj, kaldet Gammel Celle.

Gammel Celle i 2009
Gammel celle i 2009

Cellegang på 3. øst i 2009
Cellegang på 3. øst i 2009.

Det store centralkøkken lå i kælderen under fængslets nord- og midterfløj.
Indtil slutningen af 1990’erne blev maden til samtlige indsatte tilberedt her. Senere blev de såkaldte stærkt negativt styrende indsatte på afd. 4. Vest undtaget fra centralkøkken-ordningen.
De indsattes mængder af mad var altid systematisk beregnet og afmålt ud fra ernæringsmæssige og økonomiske kriterier.
Længe foregik forplejningen således, at maden blev bragt ud i beholdere til den enkelte celle. Senere blev maden bragt op til de enkelte afdelinger, hvor de indsatte selv hentede deres portioner og spiste i deres celler eller i opholdsrummene på gangen.
Herudover havde de indsatte adgang til et tekøkken på deres afdeling, hvor mindre mellemmåltider kunne tilberedes. Varer kunne købes i et lille købmandsudsalg på fængslet, og på nogle afdelinger gik enkelte indsatte sammen om at lave mad i fællesskab.

Centralkøkkenet
Centralkøkkenet i nord- og midterfløjens kælder omkring 1903. Madportionerne blev beregnet og afmålt ud fra ernæringsmæssige og økonomiske hensyn.

Også udvendigt ændrede forholdene sig gennem tiden, så de indsatte havde forskellige muligheder for at få frisk luft.
Fra fængslets åbning i 1853 arbejdede nogle fanger i perioder udendørs med f.eks. bygningsvedligeholdelse eller på gartneriet, men for de fleste var gårdturen det eneste tidspunkt, hvor man var udenfor.

I de første mange år foregik gårdturen i firkantede gårde omgivet af et højt plankeværk. Her gik små grupper af fanger rundt i gåsegang, mens en fængselsbetjent, i overensstemmelse med det Auburnske system, overvågede, at de ikke talte sammen.
Samtidigt med de små gårde havde man såkaldte strålegårde i østre gård. Her kom den enkelte fange på gårdtur i en overdækket enkeltmandsgård uden kontakt til andre.

Gårdtur
Gårdtur på den østlige side af fængslet omkring 1903. I baggrunden ses kasernen, hvor fængslets personale boede.

Strålegårdene blev brugt fra 1870’erne og til omkring 1933. Ved fængslets lukning i 2006 blev gårdtursskure øst for fængslet brugt til indsatte i Arresten eller indsatte i isolation, der ikke måtte komme i kontakt med andre indsatte.

Det sociale samvær mellem de indsatte kom efterhånden til at spille en større rolle på gårdturene. I 1950´erne kunne de indsatte bevæge sig frit rundt på gårdtursområdet og tale sammen, som de havde lyst til.

I den sidste tid, inden lukningen af fængslet, blev der stillet en fodboldbane til rådighed for de indsatte på gårdturen, og der var læskure og bænke, hvor de indsatte kunne sidde med medbragt kaffe eller andet.
Man forsøgte også at gøre gårdtursområdet mere hyggeligt med buske og bede. Fra at være et spørgsmål om at få frisk luft blev gårdturene efterhånden også en måde at dyrke fysisk aktivitet og være sammen med hinanden på.

Gårdtursarealet på den vestlige side af fængslet i 2009
Gårdtursarealet på den vestlige side af fængslet i 2009

Siden 1960’erne er særligt de indsattes arbejds- og fritidsfaciliteter blevet ændret.
Vaskeri og lagerbygning kom til i fængslets nordvestlige hjørne i begyndelsen af 1960’erne.
Produktionssnedkeriet, hvor de indsatte fremstillede møbler til brug i statslige institutioner, blev indviet i 1978.
I 1970’erne og 1980’erne blev besøgslokalerne udvidet, og en husflidsafdeling med småværksteder blev indrettet i den såkaldte Gammel Celle i midterfløjen.
Alle syv cellegange med hver 22 celler fik installeret bordtennis og billard. I 2001 blev der opstillet telefonautomater på hver enkelt afdeling, hvorfra de indsatte måtte ringe til fire i forvejen kontrollerede telefonnumre.

Besøgslokale nr. 1 på sydfløjens 1. etage i 2009
Besøgslokale nummer 1 på sydfløjens 1. etage i 2009. Den indsatte måtte højst modtage fem besøg om ugen og hvert besøg varede omkring to timer, afhængig af hvilken afdeling den indsatte sad på.

Efterhånden som fængslet er blevet indrettet til at rumme flere faciliteter, er antallet af indsatte faldet.
Mens antallet i 1858 nåede 500, var tallet i fængslets sidste år nede på omkring 175 indsatte.
I 2006 var de indsatte fordelt på syv almindelige afdelinger : 2., 3. og 4. vest samt hele østfløjen, sygeafdelingen (1. vest), isolationsafdelingen (1. vest) og behandlingsafdelingen, som lå i en bygning for sig selv.
Derudover var der den narkofrie afdeling, som lå i Rådhusgade i Horsens midtby.
Afdelingerne havde navn efter deres beliggenhed på etagerne og i forhold til verdenshjørnerne. Stueetagen hed 1. etage. Afdeling 1. vest, lå således på stueetagen i vestfløjen.

Nogle af afdelingerne var strengt isolerede fra de øvrige: Horsens Arrest på 1. øst, Isolationsafdelingen på 1. vest og Afdeling 4. vest, hvor de såkaldte stærkt negativt styrende indsatte sad.

Statsfængslet i Horsens
Statsfængslet i Horsens omkring 1930




Litteratur:
Svend Christiansen og Th. Møller: Statsfængslet i Horsens 1853-1953. Odense 1953.

Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen og Anna Wowk Vestergaard:
Horsens Statsfængsel 1853 – 2006. I: Vejle Amts Årbog. Vejle Amts Historiske Samfund 2008, s. 48 – 76.

Ole Schiørring & Bodil Møller Knudsen (Red.):
Tugt og Tremmer. Fængselsmuseet uden for murene. Horsens Museum 1990.

Indholdsansvarlig Maria Berg Briese, mbbr@horsens.dk