layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 
Older hygger sig over en kop kaffe, inden der kommer besøg

Oldeforældre-Klubben

Til børn og unge tilbyder Horsens Museum den helt specielle oplevelse, det er at få en historie om livet i gamle dage.
Horsens Museums Oldeforældreklub er en gruppe mænd og kvinder i bedste- eller oldeforældrealder, der hjælper Horsens Museum med at formidle historien for børn i alle aldre. Skoler og andre institutioner kan bestille en tid hos Oldeforældrene, der f.eks. kan fortælle om levevilkårene i deres barndom. Oldeforældrene hjælper også til med aktiviteter i skoleferierne.

Oldestuen
Oldeforældrene har deres egen stue på museet, kaldet "Oldestuen". Her er der plads til at fortælle erindringer, klippe jule- eller påske stads, læse højt eller måske synge sammen med børnene.

Oldeforældreklubbens aktiviteter
Oldeforældrene er med, når der er aktiviteter for børnene på museet. Børnene klipper måske påskepynt i påskeferien eller laver kastanjedyr om efteråret, mens Oldeforældrene fortæller en historie. Til jul er Oldeforældrene en vigtig del af museets mange juleaktiviteter.
Vi lægger vægt på at børnenes tid med Olderne skal være præget af samvær og hygge, og at der er en rar stemning.

Påskeklip

Julehygge
I julen kommer mange børnegrupper på besøg. Grupperne har en halv time sammen med Oldeforældrene, og derefter klarer de sig selv. Oldeforældrene bestemmer selv, hvordan de vil bruge tiden med børnene.

Dagligliv under besættelsen
Ofte kommer skoleklasser også for at høre om hverdagen under besættelsen. Uanset alder gør det et stort indtryk på børnene at høre om, hvordan en dagligdag fungerer med rationering og mørklægning. Olderne bruger deres egne erindringer til at fortælle børnene, hvordan de selv oplevede og husker tiden.

Reservebedste
For Olderforælderne er det vigtigt at være sig selv og hygge sig med børnene. I dag bor mange børn langt fra deres bedste- og oldeforældre, så for børnene er det noget helt specielt at få en "reservebedste" eller en "reserveoldefar", mens de er på museet. Oldeforældrene får på samme måde glæde af en hel flok oldebørn, og de får god mulighed for at bruge deres egen historie på en ny måde.

For yderligere oplysninger og reservation kan du kontakte Museumsinspektør Tine Froberg Mortensen på telefon 76 29 23 50 eller mail tfm@horsens.dk eller Jens Andersen på telefon 76 29 23 61 eller mail musja@horsens.dk

Olde fortæller for børn

Indholdsansvarlig Horsens Museum , horsensmuseum@horsens.dk