layoutelementlayoutelement
Horsens Museum 
Foto: Moesgård Museum

Padleårer

01. januar 2012

To bemalede padleårer er nye enestående fund fra Hjarnø Sund.

I efteråret 2011 fortsatte arkæologer fra Horsens Museum og Moesgård Museum en undersøgelse af en godt 6000 år gammel undersøisk boplads fra slutningen af jægerstenalderen i Hjarnø Sund.

Formålet var først og fremmest at fastslå bopladsens tilstand med henblik på en fremtidig sikring af bopladsen mod naturens nedbrydning. Der blev i den forbindelse gjort flere spændende fund af organiske genstande, som ellers kun sjældent bevares på forhistoriske bopladser. Blandt fundene var en skæftet hjortetaksøkse og en velbevaret bue, formentlig benyttet til jagt.

Mest opsigtsvækkende var fundet af to padleårer. Årerne blev benyttet til den daglige sejlads på fjorden i udhulede stammebåde. Selvom der således er tale om et almindeligt benyttet redskab på datidens kystbopladser, findes sådanne årer fortsat sjældent i Danmark.

Padleårerne har siden efteråret været på Moesgård Museums konserveringsafdeling, hvor de fortsat er under behandling. Efter afrensning for mudder dukkede nogle sorte aftegninger frem på træet; årebladene viste sig at være bemalede.

Vi kender kun til ganske få andre fund af bemalede årer fra Danmark. De vidner om de udsmykninger og farver, som i langt højere grad end vi normalt får indtryk af har prydet hverdagen i de små jæger-/fiskersamfund.

Den samme mønstring som den, der findes på årebladene fra Hjanø Sund, er påvist på en åre fra en boplads ved Norsminde Fjord, og måske afslører dette et vist slægtskab med folkene heroppe. En ganske anderledes udsmykning af en åre er nemlig fundet ved Tybrind Vig på Vestfyn. Dette kunne antyde, at her var tale om to forskellige stammesamfund.

Åre
Foto: Moesgård Museum

Vælg periode for nyheder
« 2017
seneste 2018
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori